Fobier

Man har en fobi, når man bliver angst i specielle situationer, der normalt ikke er farlige. Man er bevidst om, at angsten er irrationel, men kan alligevel ikke kontrollere den.

Fobier er meget udbredt. Langt de fleste kan leve et helt almindeligt liv med deres fobi, uden at den forringer deres livskvalitet. Især hvis det er let at undgå det, der udløser fobien. Har man f.eks. en slange fobi her i landet, er det nemt at undgå en angst reaktion.

For nogle bliver omfanget af fobien dog så stort, at det er svært at leve et normalt liv, fordi man møder det, man er bange for så ofte, at det er svært at gennemføre sine daglige gøremål.

Agorafobi

Agorafobi er angst for og undgåelse af at være på steder med mange mennesker. Det kan give sig til udtryk ved f.eks. angst og undgåelse af åbne pladser, offentlige steder, at forlade hjemmet, at køre med bus eller tog eller at være sammen med mange mennesker på en gang f.eks. i biografer, indkøbscentre m.m. Angsten kan også opstå, når man færdes alene og er uden for sine vante omgivelser

Agorafobi optræder ofte sammen med panikangst.

Enkelfobi

Enkelfobier er den mest almindelige form for angst. Det betyder, at man har en urealistisk frygt for helt specifikke ting eller situationer.

Man kan f.eks. være bange for vand, edderkopper, mus eller andre dyr. Andre har højdeskræk eller er angst for at være i lukkede rum, mens andre er bange for at flyve, for at gå til tandlæge eller for at se blod.

En enkel fobi er oftest opstået i barndommen, men det er sjældent man kan huske, hvornår og i hvilken forbindelse man blev angst første gang.

Se også Angst - Social angst - Panikangst - Generaliseret angst